Skip til primært indhold

Lyntog hver anden time mellem Aarhus og Hamborg

Målet for et styrket dansk-tysk samarbejde om tog over den dansk-tyske grænse er, at der efter åbningen af Femern-forbindelsen kører hyppige lyntog mellem Aarhus og Hamborg. Det blev der givet håndslag på, da regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og ministerpræsident Daniel Günther (CDU) mødtes i dag i Neumünster.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og ministerpræsident Daniel Günther (CDU) mødtes i dag i Neumünster for at sætte handling bag ordene i den handlingsplan for samarbejde mellem Region Syddanmark og delstaten Slesvig-Holsten, som parterne underskrev i foråret.

Et resultat af dagens møde er, at de to toppolitikere nu sætter ekstra kræfter ind på arbejdet med at styrke togtrafikken hen over grænsen.

Kontakt til trafikministre
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, siger:

- Når tunnelen under Femern Bælt åbner for togtrafik i 2030, forkortes togturen mellem København og Hamborg væsentligt. Lige nu er der usikkerhed om en tilsvarende hurtig togforbindelse mellem Aarhus og Hamborg. Det skal vi have gjort noget ved, og i dag er vi blevet enige om en fælles dansk-tysk indsats.

Regionsrådsformanden og ministerpræsidenten har aftalt, at der tages kontakt til DSB og Deutsche Bahn for at drøfte mulighederne for at realisere planen om hyppige lyntog mellem Aarhus og Hamborg og til de respektive trafikministre for at fremme de investeringer, der måtte være brug for. Ønsket er, at der kan blive tale om lyntog hver anden time mellem Aarhus og Hamborg.

Fra Tinglev til København og Sønderborg
Parterne er også enige om, at der skal sikres gode regionale forbindelser, hvis køreplaner skal afstemmes med den hurtigere forbindelse. Og parterne hilser det velkomment, at der er en aftale på vej mellem det danske trafikministerium og Slesvig-Holsten. Den vil betyde, at den regionale togtrafik i Slesvig-Holsten kan knyttes direkte til togtrafikken i Danmark, så man med omstigning i Tinglev i fremtiden kan få forbindelse til København og Sønderborg.

Brint-pipeline skal trække vækst i grænselandet
En brint-pipeline fra Esbjerg til Hamborg var også på dagsordenen på dagens møde. Det skete med afsæt i forårets dansk-tyske fælleserklæring om etablering af sådan en brint-pipeline.

Ministerpræsident Daniel Günther (CDU) siger:  

- Danmark er allerede Tysklands vigtigste el-leverandør. I de kommende år vil dette samarbejde spille en endnu vigtigere rolle, især gennem udbygningen af ​​havvindenergi og udviklingen af ​​en brintinfrastruktur.

Dansk-tysk udviklingsalliance får årligt topmøde
Den dansk-tyske udviklingsalliance, som blev etableret i 2021, er sat i verden for at udvikle den dansk-tyske grænseregion til en grøn og bæredygtig foregangsregion og en region, der står stærkt i den nationale og globale konkurrence om udviklingsmidler, talenter og kvalificeret arbejdskraft. På mødet blev det besluttet, at centrale beslutninger vedrørende alliancen skal træffes på et årligt topmøde.

De deltog i mødet
På mødet i Neumünster deltog ud over regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og ministerpræsident Daniel Günther (CDU) også europaminister Werner Schwarz, kommitteret for tysk-dansk samarbejde Johannes Callsen, regionsrådets særlige repræsentant for dansk-tysk samarbejde Jens Wistoft (V) og udvalgsformand Michael Nielsen (K).

På foto fra venstre: Jens Wistoft; regionsrådsmedlem Region Syddanmark, Michael Nielsen; regionsrådsmedlem Region Syddanmark, Daniel Günther; ministerpræsident Schleswig-Holstein, Stephanie Lose; regionsrådsformand Region Syddanmark, Johannes Callsen; kommitteret for tysk-dansk samarbejde Schleswig-Holstein, Werner Schwarz; Europaminister Schleswig-Holstein. Kilde: Staatskanzlei Schleswig-Holstein

APPFWU01V